I første episode af tinnituskompasset taler jeg om min egen rejse med tinnitus. Jeg var til at starte med i en meget desperat situation, og jeg følte mig utrolig ensom. Store dele af min vågne tid – og den var der en del af i begyndelsen – dedikerede jeg til at lytte til min tinnitus. De første 3 – 6 måneder var utrolig pinefulde for mig: Mange søvnløse nætter, hvor jeg med bankende hjerte lå og lyttede intenst til min tinnitus. Mange dage på kontoret, hvor jeg, udkørt efter endnu en søvnløs nat, sad med lyden i hovedet, som jeg bare ønskede ville forsvinde. Når jeg talte med andre, var det som om, at jeg kun hørte og bemærkede min tinnitus. Jeg hørte ikke rigtig efter, hvad der blev sagt til mig.
I en så desperat situation kan man gøre én ud af tre ting: Man kan kæmpe, flygte, eller man kan sidde fast. Jeg valgte kampen. Utallige timer blev brugt på internettet i kampen for at finde kuren. Her søgte jeg efter behandlingsmuligheder og fandt en skov af tilbud, der alle lovede mig den hellige gral: At fjerne min tinnitus. Derudover meldte jeg mig ind i forskellige online tinnitus fora, hvor jeg kunne læse om andres desperation og fortvivlelse, hvilket ikke gjorde min egen situation meget bedre. Foruden at søge efter mirakelkure online, forsøgte jeg mig i den fysiske verden med akupunktur, kraniosakral terapi, massage, lydterapi, hvor jeg skulle lytte til klassisk musik specielt designet til at eliminere tinnitus. Jeg husker også, at jeg nærmest tømte apoteket for mineraler og vitaminer, som måske kunne have en effekt på tinnitus. Men på toppen af kransekagen var nu alligevel de kr. 15.000, som jeg brugte på et tysk laserterapi apparat. Behandling med laser skulle efter sigende være i stand til at regenerere ødelagte eller beskadigede hårceller i det indre øre, hvorved jeg skulle opnå en betydelig lindring af tinnitus.
Men hvordan skulle laserterapi kunne afhjælpe tinnitus? For at forstå det skal man se på mekanismen bag hørelsen. I prologen til tinnituskompasset taler jeg om, hvordan lyd bliver til. Har du ikke allerede hørt denne, kan du med fordel gøre det nu (lyt til prolog). Men kort fortalt: Omgivelsernes lyde opsamles via det ydre øre og ledes som trykbølger gennem øregangen, hvor de skubber på trommehinden, så den sættes i svingninger. Disse svingninger forplanter sig til tre små knogler i mellemøret, hvor den ene knogle, hammeren, er fæstnet på bagsiden af trommehinden, hvor den anden, ambolten, er forbindelsesled mellem hammeren og den tredje knogle, stigbøjlen. Stigbøjlen er fæstnet på en membran, som leder ind til tre væskefyldte kamre i sneglen (Cochlear). Grundet knoglernes skubben på denne membran, sættes den i svingninger, som forplanter sig til væsken, så den bølger frem og tilbage. I det ene af kamrene sidder der de såkaldte fimrehår/hårceller. Når væsken bevæger sig henover fimrehårene, udløser de elektriske impulser, som ledes gennem hørenerven op til hjernens hørecenter, som også kaldes for det auditive cortex. Det er først her, i hjernen, at vi hører lyden som det, den virkelig er, eksempelvis som fuglefløjt, menneskestemmer, sang og så videre. Vi hører altså med hjernen.
Se animation på dansk der forklarer ørets anatomi (klik på billedet som åbner et nyt browservindue til sundhed.dk):
En teori er, at tinnitus kan opstå, hvis nogle af de små fimrehår i sneglen bliver beskadiget. Dette kan ske f.eks. ved, at man ofte opholder sig i høj støj eller mister hørelse grundet alder. Når fimrehårene bliver beskadiget, er konsekvensen, at de ikke længere kan sende elektriske impulser til hjernen. I stedet høres tinnitus. Laserterapi hævdes at virke ved bl.a. at øge blodcirkulationen i det indre øre eller ved at kunne reparere eller gendanne ødelagte hårceller. I teorien kan man tænke sig, at dette kan føre til, at hårcellerne igen kan sende elektriske impulser til hjernen, hvorved opfattelsen af tinnitus mindskes. Dette er i sandhed en smuk tanke, som jeg i min desperation købte ind på. Da jeg efter et par måneder med selvbehandlet laserterapi ikke syntes, at det havde hjulpet, tænkte jeg, at det nok var fordi, at jeg gjorde noget forkert. Derfor opsøgte jeg en behandler i København, som på sin klinik tilbød laserterapibehandling for den nette sum af kr. 500 pr. gang. Her sad jeg så – flere gange ugentligt – med øregangene badet i rødt, varmt lys. Jeg ønskede så meget, at det ville virke mod min tinnitus, så jeg købte mig til 10 behandlinger i alt. Men det hjalp (selvfølgelig) ikke mod tinnitus. Kun min bankkonto mærkede en forskel.
Hvis man ser lidt på forskningen indenfor laserterapi, er det i grunden ikke så underligt, at ”behandlingen” ikke havde effekt. For eksempel påviste en systematisk gennemgang af 11 randomiserede kliniske forsøg med i alt 670 patienter, at infrarød laserterapi ikke er mere effektiv end placebobehandling (du kan læse om denne forskning her: https://www.mdpi.com/2076-3425/10/12/931/htm)
Groft sagt: Man kan opnå samme tinnituslindring ved at lyse øregangen op med en cykelbaglygte! Placeboeffekten spiller altså en stor rolle, også indenfor laserterapi. Hvis bare man tror på det, så virker det!
Når jeg ser tilbage på tiden dengang, hvor jeg var så plaget af tinnitus, så tror jeg, at det, som alle mine forsøg på at opnå en lindring af tinnitus gav mig, var en følelse af HÅB! Og det håb holdt mig kørende, da jeg var allermest desperat. Jeg følte også, at jeg havde brug for at gøre noget for at tage kontrollen tilbage. Med andre ord, hver gang jeg fandt en ny behandlingsmetode, så fik jeg følelsen af at kunne udholde tinnitus. Jeg tænkte jo, at der var en chance for, at behandlingen ville virke for netop MIG! I dag kan jeg se, at jeg mere købte mig til håb og kontrol end til reel lindring for tinnitus. På bagsiden af håbet kom imidlertid altid en nedslående skuffelse, når miraklet ikke indtraf.
Gennembruddet for mig, som jeg beskriver i første episode af Tinnituskompasset, kom, da jeg lærte at acceptere tinnitus som en del af mig og ikke som noget, jeg skulle være bange for. Den dag jeg endelig indså eller anerkendte, at jeg skulle leve resten af mit liv med tinnitus, slap den sit tag i mig. Bogstaveligt. Jeg kunne mærke, at jeg rent fysisk og mentalt kunne slappe mere af og i stigende grad evnede at flytte min opmærksomhed væk fra tinnitus. Dermed ikke sagt, at tinnitus ikke til tider stadig kan virke generende. Jeg vil ikke være en af dem, der påstår, at alt bare er rosenrødt herfra, og at jeg har set lyset. Men jeg tror, at det bedste jeg kan sige er, at jeg ikke længere lader tinnitus få min opmærksomhed. Jeg hører den hele tiden, men jeg lægger ikke mærke til den, og den påvirker mig ikke følelsesmæssigt. Som Richard Tyler nævner i Prologen til Tinnituskompasset, så er tinnitus blot en lyd, som i sig selv hverken er god eller dårlig.
Hvis du har tinnitus og læser disse ord, så skal du vide, at du også kan nå derhen. Tilvænning til tinnitus er en proces, man skal igennem. For nogle er det ganske nemt, mens det for andre er noget sværere. Processen kan være smertefuld, men den leder næsten altid til en erkendelse og accept af tinnitus. Som Richard Tyler siger i prologen til Tinnituskompasset, så er det rimeligt, at man bliver ked af det, når man får tinnitus. Livet tildeler os alle nogle knubs og ar, som vi må lære at leve med. Og det kan du også lære.
