Transskriberet af Martin Jensen, februar 2024.
Martin: Som noget lidt ekstraordinært til denne episode, så kan du vælge og læse hvad der bliver sagt. Det forholder sig sådan, at vi under optagelsen måske blev en lille smule energiske til tider. Og for nogen kan det måske være en udfordring at følge med i, hvad der bliver sagt. Transskriberingen eller teksten til dagens episode, den kan du finde på hjemmesiden, Tinnituskompasset.dk, under blogindlæggene. Find her indlægget, ”Gunnar Mohr og musikken”, og læs eventuelt med, når du lytter til episoden. Hvis du vil springe direkte til blogindlægget, så kan du klikke på linket som er i notaterne til episoden her. Men lad os komme i gang.
[Baggrundsmusik start – Johann Pachelbel, Canon i D]
Martin: Det, som du lytter til her, det er et lille musikalsk indslag indspillet af denne episodes hovedperson, Gunnar Mohr. Som du vil høre i dette afsnit, så spiller musik, og især klassisk musik, en helt central rolle i Gunnars liv og i hans måde at håndtere tinnitus og lydoverfølsomhed på.
I afsnittet der vil du møde en mand, som har et specielt budskab til dig med tinnitus. Det kommer vi tilbage til hen imod slutningen af episoden. Så kære lytter, endnu engang velkommen til Tinnituskompasset sæson 2, hvor vi sætter fokus på fortællinger fra personer, som tidligere har været plaget af tinnitus, men som nu lever i fin sameksistens med den.
[Baggrundsmusik slut – Johann Pachelbel, Canon i D]
Martin: Gunnar Mohr, som du skal møde i dette afsnit, har jeg set frem til at præsentere for dig. Og det har jeg, fordi jeg finder hans historie med tinnitus, og hvordan han har lært sig en metode til at dæmpe dens gener, meget fascinerende. Gunnars historie med tinnitus, det er ikke en, der er præget af angst eller depression, men den viser, hvad god rådgivning og behandling kan gøre for at komme på rette spor eller i Gunnars tilfælde, for at finde den rette melodi til at leve med tinnitus. Men det kommer vi tilbage til. Lad os give mikrofonen til Gunnar for at lade ham præsentere sig selv.
Gunnar: Mit navn er Gunnar Mohr, jeg er 82 år. Jeg lider af et betydeligt høretab, tinnitus og lydoverfølsomhed. Det er noget, der i perioder har belastet mig ganske meget, men jeg har lært at håndtere det, så jeg nu på det tidspunkt i mit liv stort set er fri for problemer med det.
Martin: Ja, som du kan høre, så lever Gunnar i dag stort set ugenert af tinnitus og lydoverfølsomhed. Men sådan har det ikke altid været. Jeg spurgte Gunnar, hvordan og hvornår han fik tinnitus.
Gunnar: Jeg var to år i militæret efter min uddannelse, og i militæret fik jeg en høreskade. Der røg en granat alt, alt for tæt på mit højre øre ved et uheld, og den granat skabte store problemer for mit øre. Jeg vågnede om natten og havde vanvittig ondt i øret, og jeg kunne ikke høre noget på det øre, og jeg havde tinnitus. Militærhospitalet på Tagensvej, de kikkede på øret, og jeg fik den sædvanlige besked: ‘Vi kan ikke se, at der er noget galt.’ Så hjem igen til kasernen. To dage efter, så sagde jeg, at jeg må altså nu på hospitalet igen, fordi jeg kan stadig ikke høre noget på det øre. Jeg har stadig en betydelig tinnitus, og det gør ondt. De kiggede igen på øret. Der er ikke noget. Det kommer gradvis til at gå over. Det skal du ikke tage dig af, og det havde de faktisk ret i. Ganske gradvist, så begyndte jeg igen at kunne høre på øret. Tinnitussen blev ved at være der, men i formindsket omfang, så jeg havde det. Jeg havde det, da jeg blev udskrevet fra militæret, men ikke i voldsomt omfang. Men det var der.
Martin: Man kan godt forestille sig, hvordan en granateksplosion har skabt en hørenedsættelse og tinnitus i Gunnars ører, og som jeg hører det, så vakte det da også lidt bekymring. Men altså, der var ikke så meget, de kunne gøre ved det, andet end at forsikre Gunnar om, at det ville blive bedre. Og det blev det jo sådan set også. I tiden efter militæret, der fyldte tinnitus og lydoverfølsomhed i hvert fald ikke ret meget hos Gunnar, for det var der ganske enkelt ikke tid til.
Gunnar: Så blev jeg… så kom jeg fri fra militæret, og der var det selvfølgelig irriterende at have denne her tinnitus og lyd og.. Lydoverfølsomhed, vidste jeg ikke noget om på det tidspunkt. Den har sikkert været skabt der, men det var ikke noget jeg opdagede, og det høretab jeg har nu, var jeg slet ikke klar over jeg er begyndte at få. Det er et aldersbetinget høretab, så der har nok ikke været så meget der. Men tinnitus var selvfølgelig dybt generende. Det var ikke sådan, jeg ikke kunne sove om natten, men den var ganske irriterende. Men så skete der bare det, at den ganske gradvist blev sat i baggrunden, og det skyldtes, at jeg havde gang i så mange ting på det tidspunkt. Jeg fik et job, jeg fik en kæreste, jeg flyttede sammen med min kæreste. Jeg begyndte at spille klaver, som jeg ikke havde kunne spille i millitærtiden, og jeg har spillet klaver fra jeg var 6 år. Ganske voldsomt flere timer om dagen, da jeg gik i skole. Det havde jeg jo ikke kunne i militæret, men det kunne jeg begynde på igen, så der skete ganske mange ting, da jeg kom ud. Så denne tinnitus, den blev sat i skyggen. Det var egentlig ikke noget, jeg kom til at tænke så meget over, for der var bare så meget gang i så mange andre ting, så jeg kunne ikke give den den opmærksomhed, som jeg ville give, hvis jeg ikke havde andet at tage mig til. Så det var sådan, det skete. Så op igennem tyverne, altså min alder 20’erne og 30’erne, 40’erne, 50’erne og 60’erne var der ikke.. der tænkte jeg ikke så meget over det. Jeg spillede rigtig meget klaver, og jeg havde gang i så mange ting, og jeg havde det her undervisningsjob på DTU, så jeg havde jo sådan set nok at tage mig til.
Martin: Så i flere årtier der levede tinnitus altså en stille eksistens i Gunnars bevidsthed. Han havde rigeligt med job, med familie og med at bedrive sin store hobby og spille klaver. Men så indtraf der en ændring i Gunnars liv, som skulle vise sig at få betydning for både hans forhold til tinnitus og til lydoverfølsomhed.
Gunnar: Så skete der det i år 2000, at jeg fik et administrativt job. Jeg gik over fra at have undervist til at få et administrativt job, som var meget krævende. Og det var så krævende, at jeg ikke fik tid til at spille klaver. Udover at undervise, ud over dette administrative arbejde, så havde jeg også familien og to børn, jeg skulle tage mig af, så jeg havde godt nok meget at se til. Og når jeg kom hjem fra arbejde og havde fået taget mig i det omfang af børnene, som jeg synes, jeg skulle, og som jeg selvfølgelig var glad for, så skulle jeg arbejde videre. Øh…så det gik der otte år med.
Martin: Et krævende job, det gjorde altså, at Gunnar ikke længere kunne dyrke sin store hobby som pianist. Det er også i den periode af Gunnars liv, at der opstår større problemer ikke kun med tinnitus, men også med hans hørelse. Eller i forhold til det sidste, så var det nu mere Gunnars hustru, der bemærkede det. Gunnar fortæller:
Gunnar: Det der med høretabet, det var jo noget, som min kone Anne-Mette jo punkede mig på, ganske meget. Det er jo altid sådan, at det er konerne, der er de første til at opdage, det er ganske naturligt, til at opdage, når mændene har et høretab. Jeg synes jo ikke selv, det var så betydeligt og var så voldsomt, og jeg havde så meget andet. Jeg kunne ikke lige begynde at skulle gå til læge og ned at få høreapparat og sådan noget, så jeg synes også, hun overdrev lidt, når hun syntes, jeg hørte dårligt. Det viser jo senere, at hun havde ret, og tinnitus begyndte sådan lidt efter lidt at stikke hovedet frem. Men jeg havde, som det fremgår, så meget at tage mig af, at det var ikke noget heller, der virkelig belastede mig.
Martin: Og ja, Gunnars hustru, det er såmænd Anne-Mette mor, altså min gode medvært på Tinnituskompasset. Men tilbage til Gunnars historie. Vi er efterhånden kommet dertil, hvor Gunnar går på pension. Nu får han igen tid til at dyrke sin store interesse, nemlig musikken, og han får anskaffet sig et flygel.
Gunnar: Så i år 2009 i januar blev jeg pensioneret. Så fik jeg jo pludselig rigtig, rigtig meget tid til, hvad jeg havde lyst til, selvom jeg havde visse aktiviteter stadig i gang. Så jeg skulle selvfølgelig begynde at spille klaver igen. Og nu har der altså været otte års stilstand. Det var noget jeg altid brændte for. Jeg anskaffede mig et nyt halv koncerters super flygel og skulle til så at spille på det. Og det gjorde jeg jo så.
Martin: Men det levede bestemt ikke op til Gunnars forventninger og sætte sig til rette foran flyglet og stemme tonerne an. Det blev faktisk en ret smertelig oplevelse, sådan rent bogstaveligt.
Gunnar: Det var en stor skuffelse, fordi der kom lydoverfølsomheden rigtig voldsomt frem. Pludselig så kunne jeg jo… så kunne jeg høre, at der var en række toner, der skar i ørerne, når jeg…øh… når jeg begyndte at spille. Det var meget, meget ubehageligt. Meget ubehageligt, så det kunne jeg ikke rigtig. Og når jeg havde spillet noget, så kom… begyndte tinnitus også at stikke hovedet mere frem, end den havde været tidligere.
Martin: Lydoverfølsomhed, den gjorde det altså stort set umuligt for Gunnar at spille. Og ikke nok med det, så virkede det også til at provokere hans tinnitus til at blusse op. Gode råd var dyre, men Gunnar er en ressourcestærk person, og han fandt en løsning.
Gunnar: Og så stod jeg jo med det valg, skal jeg spille, eller skal jeg lade være og spille? Og hvis jeg spiller, så gør det ri.. ondt i ørerne, rigtig ondt i ørerne, og tinnitus dukker op, og den varede måske en time eller sådan noget. Så stoppede den igen, men den var der. Men så var den ikke så ubehagelig mere. Hvad skal jeg gøre ved det? Enten så fortsætter jeg med at spille, og så gør det rivende ondt, eller også lader jeg være at spille. Eller også så dækker jeg ørerne af, så tager høreværn på. Sådan nogle ørepropper, så kan jeg holde ud og spille. Så tænkte jeg, det må da være det rigtige.
Martin: Så Gunnar får altså dækket ørerne til, så han igen kan holde ud til at spille på sit flygel. Jeg spurgte ham, hvor han dog fik den idé fra. Altså til at dække ørene. Om det var noget, han havde læst sig til eller hørt fra andre. Men nej, det virkede blot logisk.
Gunnar: Jeg har ikke læst noget som helst om noget som helst, men jeg tænkte jamen det var jo sådan set for mig den eneste mulighed. Altså, der er altså en lyd, der kommer ind og generer. Hvad kan jeg gøre ved det? Jeg kan…. jeg kan fjerne lyden og dæmpe den ned til et niveau, som… som gør, at den ikke generer så meget. Det var for mig den eneste logiske mulighed. Jeg havde ikke læst noget som helst om det, nej.
Martin: Men strategien med at dække ørerne til, den skulle vise sig at give bagslag.
Gunnar: Og…øh… men så skete der jo bare det efter kortere tid, at når jeg stoppede med at spille, tog disse ørepropper af, så blev det bare værre. Tinnitus blev værre, og så jeg tænkte nu, og det virkede til sidst heller ikke særligt godt, når jeg spillede. Til sidst var der ikke rigtig den store virkning af det. Så tog jeg nogle store høreværn på, sådan nogle rigtig nogle man bruger, når man arbejder med tunge maskiner og sådan noget. Så sad jeg og spillede med dem på, og når Anne-Mette kom ind i stuen, så synes hun jeg var dybt åndssvag. Det sagde hun også til mig. Det er fuldstændig vanvittigt, hvad du gør. Så sagde jeg, jamen jeg har jo ikke rigtig noget valg, så… så jeg fortsatte med det. Men det viste også sig ganske hurtigt, at når jeg tog dem af igen, så blev det værre.
Martin: Ved at prøve at dæmpe lyden med ørepropper og høreværn, det gjorde altså bare, at tinnitus og lydoverfølsomheden blev værre. Så her har vi altså Gunnar, i en situation, hvor han er fanget i et dilemma: spille klaver med høreværn og opleve forværrede tinnitus og lydoverfølsomhed eller drop og spille musik. Det var nok de valg, han følte han stod overfor. Men når vi kommer tilbage efter en kort pause, så kan du høre om et besøg i Tyskland hos en tinnitus ekspert, som blev et vendepunkt for Gunnar.
[Jingle]
Martin: Her følger lige en lille servicemeddelelse. Undervejs i episoden her, der hører du både Gunnar Mohr og mig tale om lydoverfølsomhed. Og det er altså det fænomen, hvor almindelige hverdagslyde pludselig bliver oplevet som enten værende høje, irriterende eller måske endda deciderede smertefulde.
Har du lyst til at høre mere om det emne, så vil jeg henlede din opmærksomhed til Tinnituskompasset Sæson 1, Episode 10 “Hyperakusis – når lyde er utålelige”, hvor jeg har interviewet professor Richard Taylor om netop det emne. Men nu tilbage til historien med Gunnar.
[Jingle]
Martin: Vi kommer tilbage til Gunnars historie på det tidspunkt, hvor han og Anne-Mette pakker en lille kuffert og drager mod Tyskland for at besøge en bekendt, Gerhard Hesse. Har du lytte til podcastserien Tinnituskompasset Indblik, så har du måske hørt det navn før. Professor Gerhard Hesse, han er en anerkendt tysk tinnitus ekspert, som har en behandlingsklinik i byen Bad Arolsen i delstaten Hessen. Hertil strømmer det fra alle egne af Tyskland med mennesker, som ønsker hjælp til bedre at kunne håndtere deres tinnitus. Formålet med Gunnar og Anne-Mettes besøg var dog slet ikke relateret til Gunnars lydoverfølsomhed og tinnitus, men det blev til et emne undervejs i besøget. Gunnar fortæller.
Gunnar: Så skete der så det at… at vi skulle til Arolsen, som er en by nede i Sydtyskland, hvor der bor en super specialist inden for Tinnitus, Gerhard Hesse, som har en tinnitus klinik, men i øvrigt er specialist på alt muligt andet vedrørende hør.. hørelse. Han er en af Anne-Anne-Mette gode bekendte, og jeg også været før og besøgt ham. Og vi skulle ned i en eller anden sammenhæng. Anne-Anne-Mette havde arrangeret, at hun skulle ud og tale lidt med ham, og vi skulle også ned og hygge, og så var vi nede nogle dage. Og så en dag, hvor vi sidder og spiser middag, så siger han til mig, Gerhard Hesse der, og siger han til mig “Kunne du ikke lige komme på min klinik klokken 11 i morgen formiddag, så skal vi lige kigge lidt på dit øre?” Nå, jamen det gjorde jeg jo så. Jeg møder op dagen efter. Han tager en hørekurve, og så siger han, “du har altså et betydeligt høretab på begge ører!” Man kunne på det ene øre, der kunne man se på det højre øre, der kunne man faktisk se den støjskade, jeg havde erhvervet mig som en impulsstøj, som jeg havde fået i militæret, og det kunne ses ved et særligt dyk i hørekurven, en spids ned og op igen. “Jeg har en aftale”, sagde han, “med en hørebutik, der ligger på den anden side af gaden. Så nu sender jeg min høre… din hørekurve over til dem, og så rigger de et høreapparat til og justerer det ind, så det passer til din hørelse, og så kan du låne det et døgn”. Fantastisk service! jeg gik over efter frokost og fik det apparat.
Martin: Gunnar lader sig altså overtale til at prøve et sæt høreapparater, og det skulle vise sig at være en god beslutning. Med apparaterne indstillet for at kompensere for hans hørenedsættelse, der åbner der sig straks en verden, hvor lyden, ifølge Gunnar gik fra at være grå til farverig.
Gunnar: Jeg går så ud på gaden sammen med Anne-Mette, og så kommer der en bil rundt om hjørnet, og jeg farer ind på græsplænen, der er lige ved siden af, fordi jeg har ikke hørt bilstøj så kraftigt i lang, lang tid. Så kommer vi en tur ind i parken, som jeg har gået tur i mange gange, og der ligger et meget flot stort springvand, og så kigger jeg på det og siger, ”jeg har aldrig hørt de lyde, som det springvand udsender”. Det er ganske høj.. højfrekvente lyde mange af dem. Jeg har aldrig hørt, hvad det springvand egentlig sagde af lyde. Det var vanvittig smukt, men det havde jeg ikke rigtig noteret mig, fordi det havde jeg ikke kunne høre uden høreapparat. Og så gik vi en tur i parken der og fuglene og alt det andet. Det var fuldstændig fantastisk! Det var noget af det mest fantastiske, jeg har oplevet. Det var at få de høreapparater. Og jeg har det billede på det, at… som jeg stadig mærker hver eneste morgen, når jeg tager høreapparater på. At når jeg tager apparaterne på, så går lyden fra at være grå og fattig til at få farve. Sådan føler jeg det.
Martin: Jeg synes, det er et smukt billede, at lyden fik farver. Jeg spurgte Gunnar, om han med det samme blev overbevist om høreapparaternes gavnlige effekt, eller om han var en smule lunken ved at skulle bruge dem. Du har nok gættet svaret, men lad os høre det fra Gunnar selv.
Gunnar: Jeg var hundrede procent på et splitsekund overbevist om, at det var helt fantastisk, det må jeg sige. Så… og sådan har det været lige siden.
Martin: Men altså, Gerhard Hesse, han var ikke færdig med Gunnar endnu. Selvom han havde fået en positiv oplevelse af at bruge høreapparater, så var der lige den der med, at han dækkede sine ører til, når han skulle spille klaver. Det gav en lille opsang fra professoren, før han gav Gunnar det råd, som skulle vise sig at være et vendepunkt i forhold til hans tinnitus og hans lydoverfølsomhed.
Gunnar: Da jeg nu havde fået de apparater på prøve, så kom jeg jo tilbage, og så spurgte Hesse mig jo, “hvordan synes du så?” Ja, Gerhard”, sagde jeg, “det er fuldstændig fantastisk. Du har ret, jeg er… jeg køber det her”. Jeg vil sige, jeg køber princippet. Jeg køber jo ikke de apparater. “Ja”, sagde han så, “men der er også noget andet, vi skal snakke om. Anne-Mette har fortalt mig, hvad du gør, når du spiller klaver, at du dækker ørerne af, og du bruger… at du bruger de her store beskyttelsesdimser på ørerne, høreværn”. “Ja”, så fortalte jeg ham hvorfor. “Det må du ikke. Det er en helt vanvittig strategi, du har valgt. Den er totalt kontraproduktiv. Du skal fjerne det der, du putter i ørerne for at dæmpe lyden. Du skal nu følge følgende program. Du skal de næste 2-3 måneder sætte dig ved klaveret. Du skal spille halvanden til to timer om dagen. Du skal ikke spille specielt svagt. Du skal bare spille, og det skal du så gøre i de to-tre måneder. Så er der meget stor sandsynlighed for… måske ikke, at det hele forsvinder, men at du i den grad får en lettelse både af tinnitus og lydoverfølsomhed. At du vil have det nemt og leve med det. Processen vil ikke være rar. Det siger sig selv, for du har jo selv oplevet, når du spiller, hvor væmmeligt det er. Men det skal du kæmpe med. Det skal du gøre. Og kommer du igennem det, så vil du sandsynligvis have stor succes med det. Nu er der jo ikke nogen garantier på det område her, erfaringen viser, at det vil hjælpe dig”.
Martin: Ja, et noget heftigt program, Gunnar fik med sig hjem i kufferten. To til tre måneder med halvanden til to timers dagligt klaverspil, og vel at mærke uden brug af høreværn. Som du hørte, så fik Gunnar ikke høreapparaterne fra Tyskland med hjem til evigt arv og eje. Derfor bestilte han ved hjemkomsten straks en tid ved en ørelæge. Og så rullede den ellers derfra. Gunnar fortæller.
Gunnar: Så jeg gik til en ørelæge. Fantastisk ørelæge, og så kom jeg på Bispebjerg efter nogen tid. Og der er selvfølgelig lidt ventetid, men jeg tænkte som så, ”nu har du altså ventet i 5 år med at få de her apparater, du burde have anskaffet dig dem for 5 år siden. Jeg har siden læst, at den gennemsnitlige tid, der går fra det tidspunkt, hvor folk burde få dem, og til de får dem, hummede sig sammen til at få dem, det er 7 år. Og så tænkte jeg, så kan jeg sgu da godt vente et par måneder eller sådan et eller andet. Så lang tid tog det ikke engang. Der var ikke så meget ventetid på Bispebjerg på det tidspunkt. Jeg kom på Bispebjerg og fik en ganske glimrende, virkelig fremragende behandling. Det må jeg sige, så jeg kunne vælge de apparater, jeg ville have, og det er jo altså apparater, som er de bedste i verden, ikk? Så… så jeg fik de apparater og indstillede fint og det hele, så den del af sagen med høreproblemet. Det… det var jo et aldersbetinget høretab, muligvis også med noget arvelige… en arvelig komponent. Det ved jeg ikke helt, men det er jo også ligegyldigt sådan set. Men det problem var taklet, ikke løst, men det var tacklet.
Martin: Ja, Gunnar var med de 5 år altså hurtigere end gennemsnittet i forhold til at få anskaffet sig høreapparater. Da de blev udleveret på Bispebjerg Audiologiske klinik, så stod Gunnar så over for den udfordring, som Gerhardt Hesse havde givet ham, nemlig at spille klaver hver dag i et par timer uden at ty til at beskytte ørerne med et høreværn.
Gunnar: Og så tog jeg så fat på klaveret, og så begyndte jeg at spille. Og det var jo selvfølgelig, som jeg havde oplevet, og som Gerhardt også havde sagt, det er ikke rart. Men så tænkte jeg, hvordan skal jeg nu kunne holde ud at sidde i to-tre måneder og spille halvanden til to timer om dagen? Den eneste måde at gøre det på er at se bort fra det musikalske. Det kan aldrig nogensinde komme til og… med de problemer jeg lige nu har, at lyde pænt musikalsk… og det må jeg ikke interessere mig for, fordi jeg skal, nej, jeg vil koncentrere mig om det tekniske. Og jeg gjorde så det, at jeg valgte det allervanskeligste stykke, jeg kendte af Liszt, og tænkte, nu lærer du det stykke. Selvfølgelig kan jeg aldrig lære at spille det som en professionel kan, men jeg kan nå så meget… jeg kan nå et godt stykke ind i det.
Martin: Men indsatsen og ihærdigheden, de skulle vise sig at give pote. For med Gunnars opmærksomhed på klaverspillet og ikke på tinnitus og lydoverfølsomheden, der skete der en forandring.
Gunnar: Jeg kunne i den grad fokusere på, at… at jeg nu skulle lære at spille det stykke, at jeg ganske gradvis ikke synes, det var så ubehageligt mere. Og det var faktisk sådan, at da der var gået to en halv måned, så begynder jeg at slå ned i mig pludselig at, “jamen du har jo egentlig ikke lydoverfølsomhed mere. Du kan faktisk godt spille nu uden at du har nogen lydoverfølsomhed. Nu kan du faktisk godt begynde at give det et musikalsk udtryk”. Så det kunne jeg begynde at gøre. Nu kan jeg begynde at formen stykkerne så de skulle lyde smukt. Jeg havde ikke mere lydoverfølsomhed af nogen betydning. Det var ganske besynderligt. Og så var det også sådan, at når jeg holdt op med at spille, så kom der ikke mere tinnitus. Min tinnitus var faktisk… jeg vil ikke sige, den var forsvundet, men den var reduceret til et niveau, som gjorde, at det var meget, meget nemt for mig at leve med den og lytte henover den. Det må jeg sige. Den var stort set bragt på et niveau hvor… hvor… hvor jeg virkelig skulle lytte efter for at kunne høre den, ikke sandt? Og når man laver andre ting og ikke sidder og lytter efter, så tænker jeg ikke over den mere. Så sådan er det nu. Det er sådan, at jeg jo hører, hvad jeg skal på grund af høreapparaterne. Jeg har ikke mere lydoverfølsomhed overhovedet. Jeg har stadig noget tinnitus. Men ikke noget, der på noget punkt er generende.
Martin: Det er ret fascinerende. Gunnars konsekvente brug af høreapparater plus den lydstimulering, han gav sit høresystem igennem en længere periode, det resulterede altså i, ganske som Gerhard Hesse havde forudsagt, at hans lydoverfølsomhed forsvandt og at tinnitus blev markant bedre. Og at den daglige dosis lydstimulering er vigtig, det bliver understreget af, hvad der sker, når han periodevis er forhindret i at spille klaver, som for eksempel når turen går til Thailand.
Gunnar: Hvis jeg er væk fra klaveret eller lyd i det hele taget, hvis jeg er væk fra det i længere tid, og det er jeg en gang om året, hvor Anne-Mette og jeg vi besøger en søn vi har i Thailand, og han bor et sted, hvor der ikke kommer meget lyd. Ja, jeg spiller jo ikke klaver der, og det er ikke sådan, at der er voldsom musik og sådan. Når jeg så har været der nogen tid, så kommer det lidt igen. De ting, det er lydoverfølsomheden og tinnitus begynder at komme igen. Ikke på samme niveau som det var tidligere, men det kommer… det bliver forstærket.
Martin: Men det er der da heldigvis råd for, hvis man som Gunnar er løsningsorienteret.
Gunnar: Så gør jeg så det, når jeg er nede og besøge ham, at så er der en musikforretning, hvor jeg går ind og spiller. Og så kan jeg på den måde håndtere det.
Det jeg gør med at få meget lyd ind. Det helbreder ikke, men det dæmper det i… så længe jeg har gang i de ting. Det kan man jo sådan set godt forestille sig, at der kan være en mekanisme, der… der gør det.
Martin: Men Gunnar har altså selv en formodning om, at det at få stimuleret høresystemet med lyd hjælper på både hans tinnitus og hans lydoverfølsomhed. Hvis du nu sidder derude og tænker, at du hverken har tid eller økonomi til at anskaffe dig et flygel, eller at du ikke er specielt musikalsk anlagt og ikke kan bruge Gunnars metode, så bare rolig. Hans budskab er ikke, at du skal kaste ud og investere i et Steinway & Sons flygel, og derefter spille huden af dine fingerspidser. Det væsentlige er, at du undlader at blokere for almindelige hverdagslyde. Om det siger Gunnar:
Gunnar: Nu er mit budskab jo ikke, at mennesker skal begynde at spille klaver, at mennesker med tinnitus og lydoverfølsomhed skal begynde at spille klaver. Det er nødvendigt, det er at få lyd ind. Nu har jeg været frivillig i mange år og er det stadig i House of Hearing. Og der er jeg stødt på rigtig mange mennesker, som har de problemer, jeg havde, og som når de går på gaden for eksempel, bare som et eksempel, så har de høreværn på. Disse små propper, man putter i ørerne, for de vil ikke høre bilerne og… og alle mulige andre steder, hvor der er lidt belastende eller ikke belastende, men bare sådan betydelige lydmiljøer, der dækker de ørerne af. Og det kan jeg jo sige til dem, at det er en forkert strategi. Det må I ikke. Det der er sagens kerne, det er jo, at man skal have lyd ind, det er hovedbudskabet. Om det så sker via man som jeg spiller klaver, eller man lytter til musik eller bare sørger for at komme ud i livet og… og høre ting. Men selvfølgelig skal man dække ørene af, som jeg kalder det, beskytte ørene, hvis man skal ind og høre Metallica, eller hvis man skal arbejde med en stor larmende maskine, eller hvis der er fyrværkeri og sådan noget. Men det skal alle andre mennesker jo også, som ikke fejler noget. Man skal bare opføre sig normalt og klogt. Så det er, det er så det budskab, jeg har.
Martin: Selvfølgelig skal vi med tinnitus passe på vores hørelse, hvis vi befinder os i støjende omgivelser, såsom til en Metallica koncert, eller hvis vi arbejder med et trykluftsbor. Vi skal altså, som alle andre, også dem uden tinnitus og høretab, beskytte vores hørelse i ekstraordinære støjende omgivelser. Men når vi går på café, når vi er på indkøbstur eller i andre situationer, så skal vi altså undlade at proppe ørerne med vat, silikonepropper eller gå med høreværn. Lyd skal ind, som Gunnar pointerer. Som du hørte, så har det i hvert fald gavnet Gunnar at få et sæt høreapparater, som er blevet til en uundværlig del af hans hverdag. Og hans opfordring er da også, at hvis man har et høretab, så kan høreapparater gøre en stor forskel i forhold til, hvordan man oplever tinnitus.
Gunnar: Hvis de har et høretab selv… og det er der rigtig mange der har, som har tinnitus. Hvis der er et høretab, selv om det ikke er ret stort, høreapparater! Det er erfaringen, at selv med et mindre høretab, får man høreapparater, så dæm… så er der stor sandsynlighed for, at det kan have en gavnlig virkning på reduktionen af tinnitus. Det er… jeg ved ikke i hvilken grad det ligefrem fuldstændig fjerner den, det tror jeg ikke. Men det kan gøre det samme, som det gør for mig, at der ikke… at tinnitus pludselig bliver voldsomt reduceret. Og det… det ved folk faktisk ikke vel? Men jeg kan mærke med.. for dem jeg rådgiver i House of Hearing, de har glæde af at få høreapparater. Det får jeg tilbagemeldinger på, at så reducerer det deres tinnitus.
[Baggrundsmusik start – Johann Pachelbel, Canon i D]
Martin: Jeg synes det er passende og slutte denne episode af, hvor vi startede. Lad os lytte lidt til en af Gunnars optagelser af hans klaverspil. Og i fald du tænker over, hvilket musikstykke Gunnar her spiller, så skal jeg hilse og sige, at det er den tyske komponist Johann Pachelbels Canon i D.
I næste episode taler jeg med Anne-Mette Mohr om nogle af de emner, Gunnar bragte på banen i denne episode. Vi skal blandt andet rundt om, hvorfor det er så svært for mange at få taget sig sammen til at få anskaffet de høreapparater, når nu de hjælper. Vi skal også tale lidt om, hvordan vi kan arbejde med vores frygt for at gøre tinnitus værre, og hvordan og hvornår vi skal beskytte vores hørelse. Desuden skal vi tale om den effekt, høreapparatbehandling og lydstimulering kan have i forhold til tinnitus, og i Gunnars tilfælde, lydoverfølsomhed. Og her har jeg et ekstra lille indspark fra en af landets førende eksperter på netop det område. Der er med andre ord masser at se frem til, når vi næste gang åbner mikrofonerne til Tinnituskompasset.
Jeg vil gerne sige tak til Gunnar Mohr for at dele sin historie med os og for hans dedikation til at hjælpe andre med plagsom tinnitus til bedre at kunne håndtere den. Et tak skal også lyde til GN Store Nord Fondet, som har ydet økonomisk støtte til tilblivelsen af Tinnituskompasset. Sidst men ikke mindst tak til dig, kære lytter, fordi du lagde øre til denne episode af Tinnituskompasset. Jeg håber, Gunnars historie har været lige så inspirerende for dig, som den var for mig.
Til vi høres ved, pas på dig selv og pas på din hørelse. Den skal trods alt holde hele livet.
[Baggrundsmusik slut – Johann Pachelbel, Canon i D].
