(Se transkribering længere nede):
I denne særlige åbningsepisode taler vi direkte til dig, der netop har fået tinnitus og måske oplever chok, panik eller håbløshed. Vi ved, hvor overvældende det kan føles, og vi ved også, at det bliver bedre. Du får ikke hurtige løsninger her – men du får ro, indsigt og en ny forståelse, som kan hjælpe dig på vej.
🎧 I episoden kan du høre om:
Hvorfor tinnitus føles så voldsomt i starten
Hvad der sker i hjernen, når tinnitus opstår
Hvordan hjernen kan vænne sig til lyden (habituering)
Hvad du selv kan gøre for at støtte processen – og hvad du helst skal undgå
Hvorfor det er vigtigt, hvem du spejler dig i
Hvilke første skridt du kan tage for at komme videre i livet, selv med tinnitus Du møder også tanker og erfaringer fra andre med tinnitus – mennesker, der har stået præcis, hvor du står nu, og som i dag lever godt og frit igen.
🔗 Links og ressourcer:
Blogindlæg om tinnitus og søvn: tinnituskompasset.dk/blog
Mere viden og støtte: www.tinnituskompasset.dk
Søsterpodcasten Tinnituskompasset Indblik til dig, der vil fordybe dig i særlige temaer
📌 Tag med videre fra episoden:
Du kan få det bedre. Du behøver ikke gøre mere – faktisk kan du begynde at gøre mindre. Tinnitus er ikke farligt, og med tiden vil det fylde mindre. Du er ikke alene, og du er allerede i gang med at finde din vej.
Transkription:
Velkommen til tinnituskompasset. I dag taler jeg direkte til dig, der lige har fået tinnitus og som måske mærker uro, panik eller håbløshed. I tinnituskompasset får du ingen hurtige løsninger, men du får ro, indsigt og en vej videre.
Vi taler om, hvad der sker i hjernen, når tinnitus opstår, og hvad der skal til, for at den begynder at fylde mindre. Så hvis du lige nu har brug for en stemme, der forstår dig, og som kan vise dig en retning, så er du landet det rigtige sted. Du lytter til tinnituskompasset.
Mit navn er Martin Jensen. Jeg er psykolog og ph.d. med speciale i tinnitus. I samarbejde med den erfarne psykolog ud i tinnitushåndtering, Anne Mette Mohr, stiller jeg skarpt ind på tinnitus, på effektive strategier til håndtering og på behandlingsmuligheder.
Derudover kan du høre beretninger fra personer med tinnitus, som har haft det svært, men som nu har genfundet balancen i livet. Hvis du lytter til denne episode, så er det nok fordi, du lige har fået tinnitus. Og det kan være, du befinder dig i en tilstand af chok, måske føler du dig panisk, desperat eller fuldstændig rådvild.
Du skal vide, at det er en helt normal reaktion, når man først får tinnitus, og det er en reaktion, du ikke er alene om. I dag vil jeg tale direkte til dig, som er ny med tinnitus. Jeg håber at kunne give dig en stemme, der kan berolige dig og hjælpe dig igennem den første svære tid.
Hvis du er helt fortabt, hvis du er i panik, hvis du græder og finder det hele håbløst, så skal du vide, jeg forstår dig. For sådan havde jeg det også, dengang jeg selv fik tinnitus. Lad os se lidt nærmere på, hvad der egentlig sker med os, når vi pludselig rammes af tinnitus.
Når tinnitus opstår, så kan det føles alt overskyggende. En ny lyd skabt i hjernen, som bare ikke forsvinder. Og pludselig kører tankerne.
Hvordan skal jeg holde det ud? Hvad nu, hvis det aldrig går væk, eller jeg får aldrig ro igen? De tanker skal du vide, de er ikke mærkelige. De er en naturlig reaktion på noget, der føles ukontrollerbart og uvelkomment i dit liv. Men det er vigtigt, at du forstår, at selvom det føles voldsomt nu, så vil dit forhold til tinnitus ændre sig med tiden.
Måske ikke i dag eller i morgen, men gradvist over nogle uger eller måneder, der vil du opdage, at tinnitus ikke behøver betyde, at du skal lægge dit liv helt om og indordne dig efter en lyd i dit hoved eller i dine ører. Men hvordan kommer man så dertil, hvor man ikke registrerer tinnitus bevidst? Der, hvor den har samme effekt på os som et summende køleskab. Her er der en mekanisme, som er vigtig at forstå, og den kaldes habituering eller tilvænning på godt dansk.
Hjernen kan faktisk vænne sig til, at der er en lyd, som ikke er farlig for dig, og dermed vil den holde op med at interessere sig for den. Lad os prøve at se nærmere på, hvordan.
Forestil dig din hjerne lidt som en gammeldags radio eller walkie-talkie. Pludselig opfanger den en lyd eller en frekvens i form af en tone, en susen eller en hylden. Hjernen stiller skarpt på lyden. Det, der sker, når hjernen sådan tuner ind på tinnitus, er, at vores trusselsystem aktiveres.
Og det er altså den del af vores hjerne, der scanner vores omgivelser for potentielle farer. Det er det system, der har sikret vores arts overlevelse gennem evolutionen. Men det er også derfor, at når noget ukendt eller uventet dukker op, som en ny lyd for eksempel, så reagerer hjernen, som om der er en farer på færde.
Så selvom tinnitus ikke er farlig, så opfatter trusselsystemet det i starten som noget, der skal holdes øje med. Så længe trusselsystemet opfatter tinnitus som farligt, så vil din opmærksomhed konstant scanne efter lyden. Den kan dermed komme til at fylde alt for meget.
Og når vi ikke hører tinnitus, så vil trusselsystemet forårsage ubehag, og det kan være i form af uro, ængstelse, hjertebanken og ikke mindst de katastrofetanker, jeg nævnte før. Men her er det vigtigt at forstå. Tinnitus er en falsk alarm.
Den er ikke farlig, selvom det føles sådan lige nu. Og her kommer så dagens gode nyhed. Hjernen kan lære at tune ud.
Den kan lære at lade lyden glide i baggrunden. Og det gør den faktisk hele tiden med andre sanseindtryk, som f.eks. fornemmelsen af tøj mod din hud. Når jeg nævner det, så lægger du måske mærke til det.
Men før jeg sagde det, der tænkte du over hovedet ikke på det. På samme måde kan hjernen vænne sig til tinnitus, og det er altså det, vi kalder habituering. Men den sker kun, når trusselsystemet får lov til at falde til ro.
Og så er det næste spørgsmål selvfølgelig, hvad holder det aktivt, og hvordan dæmper vi det? Hjernen har evnen til at filtrere tinnitus ud af din bevidsthed, hvis du giver dit trusselsystem ro til det. Men nogle gange kommer du til helt uden at ville det, og står i vejen for den proces. Så lad os se lidt på, hvordan vi selv kommer til at spænde ben for habitueringen til tinnitus.
De fleste vil i starten med tinnitus bruge en masse energi på at forsøge at forstå den, kontrollere den eller undgå den, for det føles jo som det naturlige at gøre. Men her er pointen: Jo mere du bekymrer dig, spekulerer og forsøger at finde mening i lyden, jo mere holder du trusselsystemet aktivt.
Det forhindrer altså habitueringen. Som eksempel kan man nævne: når du igen og igen tjekker, om det er det, du vil gøre. Når du sammenligner, om lyden er højere nu, end den var for en time siden eller i går. Når du googler løsninger og ender i lange tråde med andre, der også har det svært. Når du søger beroligelse fra familie eller venner. Når du bekymrer dig om fremtiden med, hvad du vist tanker, eller du søger efter årsager med, hvorfor? spørgsmål.
Jeg er med på, at det er det naturlige at gøre, når noget føles så voldsomt. Men alt, hvad du opnår, det er at sende endnu flere signaler til hjernens trusselsystem, ”hold fortsat øje med lyden. Den er et problem, og den må ikke være der”.
Og det bringer mig til det næste punkt, og det er en anden vigtig ting, som du bør tænke over. Det er, hvem spejler du dig egentlig i? Når man er desperat, så leder man naturligvis efter nogen, der forstår en.
Og det giver god mening. Men hvis du ender i fora- eller grupper, hvor alle har det svært, og ingen rigtigt er kommet videre, så bliver det let til et ekkokammer af håbløshed. Og det er nok ikke der, at du skal finde dine pejlemærker.
Du skal lytte til dem, der er kommet videre. Dem, som har oplevet, at det bliver bedre, og de findes, tro mig. Rigtig mange af os har været præcis, hvor du er nu, og vi har fundet ro igen.
I tinnituskompasset, der vil du møde andre, der har været på kanten af desperation, men som er kommet tilbage. Lyt til dem, og generelt til tinnituskompasset sæson 1 og 2, inden du foretager dig noget andet. Når du opdager, at du igen er i gang med at google, læse om andres erfaringer i online-fora, tjekke lyden, gruble eller bekymre dig, så mind dig selv om:
”Det her er ikke farligt. Jeg kan godt lade det være. Trusselsystemet får ro, når jeg gør lidt mindre”.
Men hvad gør man for at komme godt videre, ud over det, jeg allerede har været inde på? Man fylder sit liv op med meningsfulde aktiviteter, der kan bekræfte dig i, at dit liv fortsat er ved at leve. Det behøver ikke være super kompliceret. Du kan ringe til en ven, gå en tur, være social eller dyrke en hobby.
Lad være med at tænke på, at du skal gøre det rigtige. Du skal bare begynde. Tinnitus er ingen hindring for dig i at tage en hobby op eller tage ud og hygge dig med din familie eller dine venner.
Og så er der jo stadig de vanskelige og stille aftener. Hvis du især har udfordringer med søvn, så er der på tinnituskompassets hjemmeside et blogindlæg skrevet af Anne-Mette Mohr om netop det emne. Og jeg kan kun opfordre dig til at læse dette og flere af de indlæg, der allerede ligger der.
Som jeg sagde før, så er det at vænne sig til tinnitus ikke noget, der sker natten over. Der kan godt gå uger eller måneder, men dit liv kan blive præcis som før. Det lover jeg dig.
Jeg har set det mange gange før. Langsomt begynder der at komme små øjeblikke, hvor tinnitus fylder mindre op. Måske først et par minutter ad gangen og så lidt længere. Og pludselig så opdager du måske, at der gik en hel time, hvor du ikke lagde mærke til lyden. Det er ikke et mirakel. Du skal ikke gøre noget specielt. Det er blot din hjerne og dit trusselsystem, der er ved at lære, at lyden ikke er noget, den behøver lægge mærke til. Det er faktisk en proces, der sker helt naturligt, men du kan altså hjælpe processen lidt på vej ved at gøre mindre, analysere mindre og arbejde på at lade lyden være. På den måde begynder din rejse mod et bedre liv med tinnitus. Ikke med store forandringer eller hurtige løsninger, for de findes ikke, tro mig. Men med små skridt og med en ny forståelse, der langsomt men sikkert skaber større ro. Min anbefaling er, at du fortsætter med at lytte til tinnituskompasset.
Jeg lover dig, at det kan støtte dig at lytte til episoderne og være med til at skubbe på den proces, der gør, at tinnitus kommer til at fylde mindre. Hvis du er nysgerrig på mere viden, så tag et kig på vores hjemmeside tinnituskompasset.dk. Her finder du artikler, gode råd og forklaringer, der kan hjælpe dig videre. Og har du lyst til fordybelse i særlige temaer, så kan jeg altså varmt anbefale søsterpodcasten tinnituskompasset indblik.Her går vi i dybden med udvalgte emner.
Afslutningsvis vil jeg sige, at husk, at du ikke er alene. Tusindvis af mennesker i Danmark har tinnitus. Langt størstedelen lever problemfrit med det, og det kan du også komme til. Du skal blot tage de første skridt i dag. Du er i gang, og det bliver meget bedre.